Temaer

Hvert år sætter IMAGINARIUM fokus på et nyt tema, første gang på frygt versus tillid, oplevet gennem børns perspektiv. 

Frygt versus tillid
Børn og unges liv i vestlige samfund i dag handler i stigende grad om at følge med, undgå fejl og tilpasse sig markedskræfternes billeder af lykke og succes som konstant vækst og noget vi kan styre og forudsige, samtidig med de lever med voldsomt eskalerende klimatrusler og historier om krige og terrorisme.  Ifølge flere videnskabelige rapporter trives unge dårligere end før i den moderne historie. De tvivler på eget værd og på de voksnes evne til at hjælpe dem og verden et bedre sted hen. Der tales om ’stamina’ og ’robusthed’ som the new black, og tilsyneladende noget man bare har. Men er vi tilstrækkeligt bevidste om at netop den målstyring og præstationskultur, vi har gjort til et vilkår i børns liv ligefrem hæmmer disse egenskaber? Meget tyder på at de empatiske, diplomatiske og kreative evner der skal forme en bæredygtig fremtid for os alle sammen ikke udvikles i individuel konkurrence men i trygge praksisfællesskaber med plads til mangfoldighed, eksperimenter, ansvar, fejl, sanselighed og fordybelse. I IMAGINARIUM får børn mulighed for at bruge kunsten som et praksisfællelsskab og sprog til at udtrykke deres erfaringer af frygt og de træner den tillid, der sat på spidsen, er det eneste redskab mod den.

Et tema for projekterne i 2020 er ikke defineret endnu.