Børnene Bestemmer / 2019

Børnene Bestemmer er et IMAGINARIUM format udviklet til Kulturnatten på Kunsthal Charlottenborg, hvor børn og unge overtager den komplette udvikling og afvikling af formidlingsprogrammet.

I 2019 var fokus for elevernes indsats den tjekkiske komet Eva Kotatkovas soloudstilling i kunsthallens sydfløj Confessions of the Piping System. Udstillingen tog fat i temaer som forholdet mellem det private og personlige på den ene side – vores drømme, kreativitet, engagement – og det offentlige og autoritære på den anden side.

Efter sommerferien mødtes eleverne hver onsdag for at undersøge og blive fortrolige med Kotatkovas kunst og Charlottenborgs rum. I løbet af møder og workshops med kunstneren og Charlottenborgs direktør og gennem samarbejde med performere fra teatergruppen Cantabile 2 samlede de 20 unge indtryk, viden og mod til at udvikle deres egne formidlingsgreb. Frem mod Kulturnatten havde de fast base i kælderen under Kunstakademiet, hvor de var optaget af at tilrettelægge et program af alternative omvisninger i udstillingen og workshops for de besøgende. Alt sammen med udgangspunkt i både sproglige, performative og værkstedsbaserede aktiviteter.

Børnene Bestemmer 2019 foregik i et samarbejde mellem KUNST:form og pædagogisk konsulent Hamayun Butt.

Teaser til Børnene Bestemmer fra 
Kulturnatten 2019 på Charlottenborg
Dokumentar til Børnene Bestemmer fra
Kulturnatten 2019 på Charlottenborg